idéSelskabet | Kom ud og vandre!
21838
post-template-default,single,single-post,postid-21838,single-format-standard,ajax_fade,page_not_loaded,,select-theme-ver-1.6,wpb-js-composer js-comp-ver-4.3.4,vc_responsive

Kom ud og vandre!

Kom ud og vandre!

At vandre en tur uden mål og med og gerne alene, så tankerne kan flyde frit, er ultimativ frihed og en lise for krop og sjæl. Artiklen er en del af projektet “Flere i naturen” og indgår som litteraturhenvisning under foredraget: “Walk the Talk – En vandring med Henry David Thoreau”.

 

 “Tab for Alt i Livet ikke Lysten til at gaae. Jeg gaaer mig hver Dag det daglige Velbefindende til og gaaer fra enhver Sygdom; jeg har gaaet mig mine bedste Tanker til, og jeg kjender ingen Tanke saa Tung, at man jo ikke kan gaae fra den.” Sådan skrev filosoffen Søren Kierkegaard i 1847 i et brev til sin svagelige svigerinde, Henriette Kierkegaard.

 

I gamle dage gik man meget. Man gik tit, og man gik ofte langt. Det var simpelthen nødvendigt. Man kom frem i verden ved at bruge sine ben. Landet var gennemvævet af fodstier, der ikke var ulig de vilde dyrs veksler. Der var kirkestier, driverstier og vandrestier overalt mellem byer, landsbyer og huse. Nogle af de gamle stier er bevaret helt op i nutiden, men mange er forsvundet.

I vore dage er det ikke fysisk så nødvendigt at gå. Alligevel er Kierkegaards ord gyldige. Han sætter præcise ord på gåturen. Turen er lyst til livet. Vandreturen, uden mål og med og gerne alene, så tankerne kan flyde frit, giver ikke bare fysisk velvære, men er også en lise for sjælen. Det er den ultimative frihed.



 

Kierkegaard var ikke alene med sine betragtninger om at gå.

 

Gåturens velsignelser for krop og sjæl er en urgammel erkendelse. Filosoffer, forfattere, musikere, forskere og politikere har til alle tider brugt gåturen til at klare tankerne, få idéer, gøre iagttagelser, føre fortrolige samtaler og møde mennesker. Ikke mindst i guldalderens Danmark blev vandreture dyrket som et uundværligt virkemiddel.

 

Man gik med særlig forkærlighed i store haver og parker, men også gennem mark og skov eller i mere vild natur ved sø, å og hav. Gåturens betydning for tænkningen afspejles blandt andet i navnet Filosofgangen, som stadig bruges om en del stier og veje i for eksemepl Odense, Sorø og flere andre steder i Danmark. I landsbyen Downe syd for London findes endnu den cirka to kilometer lange sti, The Sandwalk, hvor Charles Darwin hver dag vandrede fra sin bopæl for at tænke over de mange spørgsmål, han tumlede med. Darwin var ganske bevidst om gåturenes betydning og kaldte selv stien for sin “thinking path”.

 

Der var altid eventyr på fodrejsen. Man gik alene, eller man gik sammen, som regel med en god ven, en kollega, en lærer, en elev eller – naturligvis – sin kæreste eller ægtefælle. Selv når vi går mange sammen på tur, deler vi os som regel op i par eller enkeltpersoner alt efter temperament og behov. Vandreturen er sjældent til rundbordssamtaler.

Sundhedsvæsenet har for længst erkendt, hvor vigtigt det er at røre sig, og læger er ligefrem begyndt at ordinere gåture. I en tid, hvor dele af befolkningen dyrker løb og fitness som gjaldt det om at løbe fra døden, har jeg det lidt blandet med den slags udmeldinger. Løftede pegefingre er sjældent med til at løfte livet. Opfordring er bedre end ordinering.

 

I de seneste år har vandring i kristen og symbolsk betydning fået en vis renæssance med “genopdagelsen” af pilgrimsfærden til katedralen i Santiago de Compostela i Nordvestspanien. Her har en grav siden omkring år 900 været regnet for at indeholde de jordiske rester af apostlen Jakob. Stedet blev derfor hurtigt et vigtigt kristent pilgrimsmål, hvortil kristne vandrede ad Caminoen. Caminoen betyder simpelthen “vejen” på spansk, men er også betegnelsen for kristendommen. Når man som pilgrim går mod Santiago de Compostela, følger man ikke bare vejen, men også den kristne vej. Og vejen er vigtigere end målet.

 

Man kan undre sig over, at vandringerne til Santiago de Compostela pludselig har udviklet sig til en blomstrende forretning for et hav af rejsevirksomheder og selskaber. Jeg kender ikke svaret. Men magien, der er bundet til historien, naturen, landskaberne, roen, den rent fysiske vandring og ritualerne berører os tydeligvis dybt. Ved rejsens afslutning syr man gerne en skal af den store kammusling (en Sankt Jakobs skal eller en Ibskal) på tøjet. Den regelmæssige skal, der er på størrelse med en underkop, er Jakobs symbol og bevis på, at man har gennemført vandringen. Det er et smukt ritual.

 

Men mindre kan gøre det. Jeg vil helst slå et slag for vandreturen i mere dagligdags forstand. Den jævne og muntre vandretur, der blot handler om at bevæge sig ud for at indsuge verden med alle sanser, tænke nye tanker, få styr på sine tanker eller bare gå sig et velvære til. Alene, med vennen, kæresten, ægtefællen eller sine børn.

 

Så hermed er opfordringen givet videre: Kom ud og vandre!

No Comments

Post a Comment