idéSelskabet | Naturens livgivende effekt – intro til ny bog
22043
post-template-default,single,single-post,postid-22043,single-format-standard,ajax_fade,page_not_loaded,,select-theme-ver-1.6,wpb-js-composer js-comp-ver-4.3.4,vc_responsive

Naturens livgivende effekt – intro til ny bog

Min færden i naturen har altid haft en fantastisk positiv effekt på min sindsstemning og glædesfaktor. En livgivende effekt, hvor jeg hengiver mig fuldstændigt. Jeg spekulerer ikke og bekymrer mig ikke. Jeg tænker ikke på i morgen eller i går, men er fuldt og helt til stede i oplevelsen af netop dette øjeblik. Jeg oplever kanter af liv, der sammen opløser det hektiske, får dejligt ingenting til at ske og en nydelse lige ind i sjælen. Jeg lever fuldt ud i naturen, i et rum med højt til loftet, der bringer lys, glæde og god jordforbindelse.


 

I naturen er jeg spontan, og tillader mig selv at lege gennem løbende improvisation. Jeg handler med udgangspunkt i det der er, frem for på baggrund af fastlagte planer og automatiske mønstre. Jeg føler mig levende, vital og skabende frem for død, stiv og gentagende. Jeg føler, at jeg udnytter mit handlingspotentiale helt ud. At jeg får adgang til nogle ressourcer, der i en hektisk hverdag fyldt med livssnubletråde kan være godt skjult.

 

Jeg er især tiltrukket af skove og fjelde langt væk fra civilisationen. Det kan være hårdt undervejs til en top, med kulde, regn og blæst – men når jeg er der, langt væk fra alting, omgivet af intet andet end vild natur og jeg ser en solopgang med alle sine nuancer af farver, fra gyldent til violet, føler jeg mig i ét med naturen. Det giver mig både en ro og en energi til næste dags udfordringer på vandrerstierne, og i livet.

 

For at forstå hvad det egentlig betyder for mig at vandre – at være i naturen – har jeg været nødt til at skrive det ned. Jeg begyndte, at skrive i små bidder i min notesbog, som jeg altid har i min venstre lårlomme i vandrebukserne, i foråret 2009. I efteråret 2014 havde jeg samlet så mange noter om oplevelser, indtryk, forskning, tanker, afprøvet udstyr, at der var ved at være til en hel bog.

 

Mine erfaringer giver jo mening for mig. Men jeg har også et ønske om at sætte disse ind i en større kontekst. Hvad er det naturen gør ved os mennesker, og hvorfor sker det? Jeg vil forsøge en sammenføring af den gamle kulturs viden om og respekt for naturen, med den moderne kulturs raffinerede og forfinede evne til at håndtere og formulere ”outdoor-livet”. Derfor har jeg igennem flere år også vandret rundt i litteraturen, forskningen og udsagn fra ”outdoor-folket”. Det førte mig ud af en lang række stier med ”pointers” i alle mulige retninger – mindfulness, hjerneforskning, positiv psykologi, filosofi, kreativitet, navigation, metrologi, naturvidenskab, astronomi og gastronomi.

 

Summen af den viden og indsigt blev dog til sidst en bred vandresti, der bragte mig til en dybere forståelse af, hvorfor vi mennesker får så stort udbytte af at være i kontakt med naturen. Vi bliver mindre stresset, blodtrykket falder, indlæringsevnen stiger, kreativiteten øges og motorikken forbedres. Men i kontakten med naturen evner vi ikke mindst, at komme i kontakt med nogle dybere lag – med stilhed, nærvær og fokuseret opmærksomhed. Væk fra den mentale støj af negative repetitive tankemønstre.

 

Det har åbnet en helt ny verden for mig, og jeg vil gerne invitere dig med ”outdoor”. Give dig den indsigt og de færdigheder, der skal til for at du får det største udbytte af den livgivende, magiske og eventyrlige natur.

 

Formålet er at puste til den lille gnist, der opholder sig i os alle, og håbe på, at den kan blive til en brændende passion for naturen. Til at færdes i den, og til at værne om den.

 

Om foredragene

Vores foredrag er designet til at give en værdifuld indsigt i livets store temaer. Du vil blive udfordret til at tænke dybt over emner der berører vores samfund og samtid. Du får inspiration og værktøjer til at handle. Der vil være rum til at dele dine tanker, idéer og erfaring med andre nysgerrige deltagere med åbent sind.

 

 

Efterår 2015

 

Undreholder

166Chris Hahn – grundlægger af idéSelskabet. Udforsker og Undreholder.

Jeg elsker alt det der spirer, sprudler, er finurligt, skørt og har skæve inspirationer. Men for at udvikle og skabe, har det været vigtigt for mig, at have en dyb indsigt inden for de givne områder jeg arbejder med. Derfor har jeg også brugt mere end 10.000 timer for at blive klog på bl.a. den seneste hjerneforskning, psykoterapi, mindfulness, filosofi, biofili, biomimetik og naturens positive effekt for helbredet. Emner, der sat sammen på en ny måde, kan skabe en mere effektiv tilgang til at udnytte vores kreative og empatiske ressourcer langt mere optimalt. Og det er jo netop dét idéSelskabet handler om!

 

Program

19.00  Velkommen og drinks

19.15  Foredrag

20.30  Pause

 

 Sted

Café Rosenhuset

Vedbæk Strandvej 378

2950 Vedbæk

(Tre minutter fra Vedbæk Station)

 

Pris

Vores prispolitik er enkel – du betaler dét du mener foredraget var værd for dig! Blev du klogere, gladere og/eller fik du inspiration til at udleve din passion? 

 

Tilmelding

 

 

 

 

No Comments

Sorry, the comment form is closed at this time.